Free cookie consent management tool by TermsFeed Policy Generator

FTLF’s historie

  • 2019

    Fem afviklede flotiller, og nyt æresmedllem

    Erik H. Vilhelmsen bliver æresmedlem

    Fem afviklede flotiller, inklusive Atlantflotillen fra Kanarieøerne til Caribien. Erik H. Vilhelmsen bliver æresmedlem.

    Den Gyldne Sekstant er FTLF’s æresbevisning til personer, som har ydet en særlig indsats i forbindelse med at udleve FTLF’s formål: at udbrede kendskab til langturssejlads. Med æresmedlemsskabet følger Den Gyldne Sekstant, en messing sekstant til evig eje og kontingentfrihed.

  • 2018

    Center for det maritime Sundhedsvæsen

    FTLF laver en aftale med Søfartsstyrelsens Center for det maritime Sundhedsvæsen på Fanø. I fællesskab udvikles et skræddersyet førstehjælps- og sundhedskursus for langturssejlere. Kurset afholdes to gange om året og er helt unikt.

  • 2017

    Medlemstallet runder 3000

    Flotillefoto

    Medlemstallet runder 3000. Vintertræffet flyttes til Bogensholmlejren ved Ebeltoft - 60 kursister deltager. Tre flotiller sender både i alle retninger i Nordeuropa. Børn ombord er et nyt fokuspunkt for bestyrelsen.

  • 2016

    FTLF bliver en del af SejlSikkert-kampagnen

    Sejlsikkert

    Foreningen bliver en del af SejlSikkert-kampagnen som Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden står bag, og fire bestyrelsesmedlemmer bliver uddannet som instruktører. I tæt samarbejde med Falck Safety udvikles et skræddersyet Offshore Søsikkerhedskursus, der afvikles første gang i marts. Kurset er det eneste af sin slags i Danmark.

  • 2015

    30-års jubilæum

    30-års jubilæum

    Pinsetræffet og jubilæumsfesten blev afholdt på havnen i Ebeltoft. I nogle år havde arrangementet været henlagt til Øer, sydøst for Ebeltoft, hvor forholdene ikke var særlig tilfredsstillende. Så det var herligt at være tilbage i teltet, og i de vante omgivelser igen. Havnen var fyldt med flagsmykkede både og feststemte mennesker. Pinsetræffets store hit var ”åben båd”, hvor der var fri adgang til mange langtursbåde, til stor inspiration og gensidig glæde. Jubilæumsfesttalen blev afholdt af formanden, og omhandlede blandt andet marinetoilettets funktion og vedligeholdelse.

  • 2014

    Dansk Sejlunion og nye æresmedlemmer

    Kim Bork Mathiesen og Hans Peter Kokholm udnævnes til æresmedlemmer

    Bestyrelsen indgår kortvarigt en associeringsaftale med Dansk Sejlunion, uden forudgående debat. På generalforsamlingen væltes bestyrelsen af utilfredse medlemmer. Den ”nye” bestyrelse består blandt andet af tidligere bestyrelsesmedlemmer og -formænd. Associeringsaftalen opsiges. Kim Bork Mathiesen og Hans Peter Kokholm udnævnes til æresmedlemmer.

  • 2013

    Sognefjorden er målet for sommerens flotille

    Flotille til Norge

  • 2012

    Årets flotille går til Sankt Petersborg i Rusland

    Sankt Petersborg flotille

  • 2011

    Flotillesejlads opstart

    Flotille til Skotland

    Flotillesejlads bliver en del af foreningens tilbud til medlemmerne. Den første flotille går til Skotland, og er en stor succes med over 30 deltagende både.

  • 2010

    25-års jubilæum

    25-års jubilæum

    25-års jubilæum fejres med en stor fest. I anledning af jubilæet arrangeres en Caribisk flotille på British Virgin Islands i lejede både – 38 medlemmer deltager. Det giver blod på tanden til at arrangere flotiller til udlandet med udgangspunkt i Danmark.

  • 2005

    Mogens Jacobsen bliver æresmedlem

    Mogens Jacobsen bliver æresmedlem

    Mogens Jacobsen bliver æresmedlem.

  • 2003

    Søsportens Sikkerhedsråd

    Foreningen bliver repræsenteret i Søsportens Sikkerhedsråd.

  • 2002

    Margrethe Schaarup modtager ”Den Gyldne Sekstant”

    Tidligere formand for foreningen, Margrethe Schaarup, modtager ”Den Gyldne Sekstant”.

  • 2001

    Gert Brügge modtager ”Den Gyldne Sekstant”

    Gert Brügge modtager Den Gyldne Sekstant

    Gert Brügge modtager ”Den Gyldne Sekstant”. Cirkusteltet på Ebeltoft Havn er blevet en fast del af pinsetræffet. Margrethe Schaarup træder af som formand.

  • 2000

    15-års jubilæum, 2000 medlemmer

    Pinsetræf, 15 års jubilæum

    Man runder 2000 medlemmer. Anholt-træffet i Kristi Himmelfartsferien er en succes med 160 medlemmer på 75 deltagende både. Pinsetræf og generalforsamling afholdes i et tremastet cirkustelt på havnen i Ebeltoft.

  • 1999

    Ny aktivitetsgruppe på Bornholm

    Bornholm

    Bornholm kommer på FTLF-kortet med egen aktivitetsgruppe, efter det meste af bestyrelsen har været på ”propaganda-besøg” på den smukke og gæstfrie ø. Dermed er der aktivitetsgrupper i alle amter.

  • 1998

    Danmarks første kanal-bog udgivet af FTLF

    Danmarks første kanal-bog udgivet af FTLF

    Foreningen udgiver Danmarks første kanal-bog, med gode råd om sejlads på de europæiske kanaler. Kanalsejlads kræver nu CEVNI-certifikat. Dansk Sejlunion mener ikke, de bør ofre ressourcer på oprettelse af sådanne kurser. FTLF laver aftaler med blandt andet engelske RYA, og udvikler dansksprogede CEVNI-kurser. FTLF’s CEVNI-kanalskipperbeviser anerkendes af alle myndigheder i kanal-landene.

  • 1997

    Vintertræffet er blevet en tradition

    Vintertræf

    Vintertræffet er blevet en tradition, der udvikles til et weekendkursus over emnet ”Hvordan forbereder jeg min langtur?”. I en del år afvikles træffet på forskellige steder rundt om i landet. Men finder til sidst fast afviklingssted i Paradishytten ved Virklund. Her er plads til 50 kursister, hvis man stuver folk godt sammen på sovesalene. Der snorkes ad libitum, og ørepropper er i høj kurs!

  • 1996

    FTLF bliver høringsberettiget i forhold til nye love

    Søfartsstyrelsen

    FTLF bliver af Søfartsstyrelsen som organisation høringsberettiget til alle nye love og bestemmelser indenfor det maritime område.

  • 1995

    Ny struktur med landsdækkende aktivitetsgrupper

    landsdækkende aktivitetsgrupper

    Foreningen får ny struktur med landsdækkende aktivitetsgrupper på det første vintertræf. Mange af deltagerne bliver forgaster for aktivitetsgrupper rundt om i landet. København får eget klublokale på Enghavevej på Vesterbro, det indvies 3. november med 50 deltagere.

  • 1994

    Svend Billesbølle modtager ”Den Gyldne Sekstant”

    Skannet foto fra overrækkelsen

    Formanden og bestyrelsesmedlemmer fra København bryder ud, og stifter deres egen forening. Margrethe Schaarup overtager formandsposten. En gendannet FTLF aktivitetsgruppe i København sørger for at aktiviteterne fortsætter.

  • 1993

    Troels Kløvedal modtager ”Den Gyldne Sekstant”

    Avisudklip

    Troels Kløvedal modtager ”Den Gyldne Sekstant”, og bliver foreningens første æresmedlem. ”Den Gyldne Sekstant” er den højeste æresbevisning, der kan tildeles danske langturssejlere. Æresbevisningen medfører samtidig livslangt æresmedlemskab af FTLF. Foreningen har nu en størrelse, så der er behov for ansat personale og egne lokaler. Sekretariat og klublokalet ”Sekstanten” erhverves på Gustav Wieds Vej i Aarhus, og indvies i september.

  • 1990-1992

    Jysk Rejsebureau fungerer som foreningens hovedkvarter

    Baglokalet i Jysk Rejsebureau fungerer stadig som foreningens hovedkvarter. Mogens Jacobsen trækker det store læs, mens resten af aktiviteterne klares af frivillige. Foreningens telefon er en telefonsvarer, som bliver aflyttet af frivillige på skift. Der er aktivitetsgrupper i Aarhus og København.

  • 1989

    Danish Yacht Register oprettes

    Danish Yacht Register oprettes som alternativ til Skibsregisteret, og i tæt dialog med dem. Dansk Sejlunion ville ikke oprette et sådant register. Så FTLF måtte gøre det selv. Foreningens skibsdokumenter bliver fra starten godt modtaget af myndighederne ude i verden.

  • 1988

    Medlemstallet overstiger 500

    Avisudklip

    Medlemstallet overstiger 500. Der møder 171 deltagere op til generalforsamlingen. Foreningens kasserer og medstifter, Svend Kaae drukner i Aarhus Havn, og Gert Brügge bliver kassér med godt styr på økonomien.

  • 1986

    Medlemsbladet ”Langtursejlernes Træfpunkt” udgives

    Langtursejlernes Træfpunkt

    Foreningen har 169 medlemmer, og udgiver medlemsbladet ”Langtursejlernes Træfpunkt”.

  • 1985

    FTLF blev stiftet den 9. marts

    Mogens Jacobsen har startet Jysk Rejsebureau året før efter at være kommet hjem fra langtur. Sammen med en flok ligesindede jyske langturssejlere, samt interesserede sjællændere, hvervet via en lille annonce i Politiken, stiftes FTLF den 9. marts. Hjemstedet er baglokalet i rejsebureauet, Graven 12, Aarhus.

Kom tættere på dine drømme om langturssejlads:

Om FTLF

Foreningens formål er at arbejde for kendskab til og muligheden for langturssejlads.

Klik her for at læse mere om FTLF

Seneste nyheder

Kontaktinformation

FTLF sekretariat
Gustav Wieds Vej 25
8000 Aarhus C

(+45) 86 18 24 95

Åbningstider på sekretariatet:
Åbent: mandag - torsdag 10-14, fredag lukket.
Skriv til ftlf@ftlf.dk, hvis du gerne vil komme på et andet tidspunkt - så finder vi ud af det.