Free cookie consent management tool by TermsFeed Policy Generator

Nyheder

Evaluering af Pinsetræf 2023 i Bogense

07-09-2023 / Karen Vanderborght

Den 27. – 29. maj blev der holdt Pinsetræf i FTLF.

Det var med stor spænding, at det nye festudvalg bød velkommen med ”en lille skarp”.
Hvordan mon det ville spænde af?
For første gang i Bogense og ikke Ebeltoft.
For første gang inden for de senere år i et festlokale og ikke et telt.

I løbet af weekenden blev der heldigvis ro blandt sommerfuglene i maven.
Mange deltagere kom hen og roste arrangementet, og flere havde også konstruktive forslag til at gøre det endnu bedre næste år.
Da der nu var en hel masse første gang’er, besluttede vi at sende et evalueringsskema til alle deltagere efterfølgende.

Skønt, at så mange var villige til at bruge et par minutter på at komme med en tilbagemelding.
Det er vi meget taknemmelige for.
Det er den eneste måde, vi har for at gøre det mindst lige så godt næste gang.
Evalueringen bestod af 11 spørgsmål med en graduering 1-5 (5 er bedst) og plads til kommentarer.

Pinsetræffet som helhed (4,3)

Af hjertet tak for den fine tilbagemelding. I var også gode til at komme til os i løbet af weekenden. Det var dejligt at få jeres umiddelbare input. Det gjorde nok heller ikke noget, at vejret var behageligt og selskabet skønt.

Havnen og dens faciliteter (4,2)

De fleste har været tilfredse med havnen og faciliteterne. Der er lige lidt med rengøring af bad (det har vi snakket med havnefogeden om), samt lidt manglende organisering i forhold til bådpladser. Mange ønsker sig, at vi kan komme til at ligge mere samlet. Det er helt  sikkert noget, vi tager op med havnefogeden, når vi planlægger næste års træf.

Lokalerne til workshop og fest (4,5)

At være til festaften i et rigtigt festlokale, og ikke et telt med risiko for rusk og kulde, er af de fleste oplevet som noget meget positivt. Vi har som planlægningsgruppe noteret os, at vi skal have et noget bedre lydsystem. Her kan vi kun være helt enige i kritikken.

Lokalerne i Bogense Sejlklub (4,5)

Fantastisk at vi kunne få lov til at låne så fine lokaler til vores grillaften og generalforsamling. At der skulle komme 80 personer til grillaften både fredag og søndag var en positiv overraskelse. Så gælder det om at tænke hurtigt, og straks få sat fut under flere grillkul. Heldigvis er sejlere et tålmodigt og hjælpsomt folkefærd, så ret hurtigt fik alle et hjørne på grillen, og ingen gik sultne i seng. Til generalforsamlingen var lokalet også fint – når vi lige får styr på det med lyden.

Maden til festaften (3,6)

Dette er punktet med den dårligste karakter. Maden vurderes som ok, men ikke prangende. Der bliver givet udtryk for, at det var noget af en overdrivelse at kalde buffeten for festmiddag. Ost til dessert er tydeligvis ikke et hit. Og serveringspersonalet var ikke helt med  på beatet. Dette er selvfølgelig noget vi skal have forbedret inden næste år.

Foredrag lørdag (4,3)

På trods af solskin og en helt pæn temperatur i lokalet var det nok de fleste, der sad med kuldegysninger og isninger langs ryggen, da Kim Johansen fortalte om sit forlis og redning ved Somalias kyst. Det var både en meget spændende og rørende beretning, som havde fortjent en bedre lydkvalitet.

Grillaftener (4,6)

Som allerede skrevet kom det som en dejlig overraskelse, at hele 80 personer havde lyst til at deltage i grillaftenerne. Snakken gik lystigt over bordene. Gamle venner og nye bekendtskaber snakkede og hyggede et par timer. Fællessang blev det også til om søndagen, og vi er ikke i tvivl om, at det er en tradition, der er kommet for at blive (forhåbentlig også med vores dygtige spillemænds førerskab).

Legetanter (4,2)

Selvom der ikke er så mange af deltagerne, der benyttede sig af legetanterne, simpelthen fordi der ikke deltager så mange børn, blev tiltaget modtaget positivt af dem, der brugte det. De mindste børn kunne lege på legepladsen, mens legetanten kiggede efter dem og satte lege i gang. På den måde fik forældrene ro til at deltage i workshops og generalforsamling. Måske kan tiltag som det være med til, at endnu flere børnefamilier får lyst til at deltage. Hvem ved - måske kan vi også finde på noget for de lidt større børn.

Workshops (4,1)

Selvom den generelle tilfredshed med workshops er høj, kom der ganske mange forslag til andre måder at gøre det på. Nogen var meget glade for messe konceptet, hvor man selv kunne ”shoppe” rundt mellem de forskellige ”udstillere”. Gerne meget mere af det – siger nogen. Andre ville hellere have en mere struktureret dag, hvor der f.eks var flere små foredrag/oplæg på fastsatte tidspunkter. En tredje gruppe ønsker sig mere aktive workshops, hvor man kan lære, røre, gøre og prøve forskellige ting. Alle forslag er skrevet ned og bliver taget med i overvejelserne til næste år.

Stumpmarked (4,0)

Der var ikke så mange, der brugte stumpmarkedet. De, der gjorde, var positive. Nogen fik solgt lidt – andre ingenting. Nogen fik købt lidt – andre fandt ikke lige den dims, de skulle bruge. Fælles for alle de, der besøgte stumpmarkedet (og besvarede undersøgelsen), er, at det er noget, vi helt klart skal bibeholde.

Åben båd (4,5)

De, der besøgte de åbne både, er meget positive over oplevelsen. Dog vil de meget gerne have flere åbne både og gerne, at de ligger tættere sammen. Antallet af åbne både er jo 100 % afhængige af, at nogle af deltagerne ønsker at vise deres båd frem. Så vi opfordrer til, at endnu flere vil være med til næste år.

Til slut skal endnu engang lyde en kæmpe stor TAK til alle, der deltog i Pinsetræffet.

Uanset hvor godt man planlægger et sådant træf, er det i bund og grund deltagernes positivitet, nysgerrighed, snakkelyst og engagement, der bestemmer, om Pinsetræffet bliver en succes eller en fiasko.
Og Pinsetræffet 2023 blev i høj grad en succes.

Planlægningsgruppen er allerede gået i tænkeboks i forhold til næste år, hvor vi forhåbentlig igen får et stort, levende og hyggeligt Pinsetræf i Bogense.

Kom tættere på dine drømme om langturssejlads:

Om FTLF

Foreningens formål er at arbejde for kendskab til og muligheden for langturssejlads.

Klik her for at læse mere om FTLF

Seneste nyheder

Kontaktinformation

FTLF sekretariat
Gustav Wieds Vej 25
8000 Aarhus C

(+45) 86 18 24 95

Åbningstider på sekretariatet:
Åbent: mandag - torsdag 10-14, fredag lukket.
Skriv til ftlf@ftlf.dk, hvis du gerne vil komme på et andet tidspunkt - så finder vi ud af det.