Noget om fremmede kulturer og unge mennesker i flok.

Danske langturssejlere har altid haft et rimelig godt ry ude i Verden. Man har undervejs forstået at indordne sig under de lokales kultur og levevis, på en måde så alle parter havde glæde af det, og man er blevet godt modtaget overalt.

Jeg har altid været stolt over at føre Dannebrog på hækken, og oplevet respekt for Danmark overalt i Verden.

Det seneste år har jeg, gennem mit netværk af danske og udenlandske langturssejlere, desværre fået et stigende antal kedelige meldinger om besætninger på danske sejlbåde, hvis opførsel har givet danske både et dårligt ry i større områder i Stillehavet. Det drejer sig specielt om mange øer og atoller i Fransk Polynesien, og i Indonesien og Philippinerne.

Den seneste rapport kom fra et amerikansk sejlerpar, som tidligere har besøgt Fransk Polynesien, og kender området godt i forvejen. Ved deres seneste besøg fornylig, blev de noget forbløffede over alle de mange danske både med helt unge besætninger, de mødte overalt. - Tilsyneladende er der nærmest en flåde af halvstore danske langtursbåde, som betragter Fransk Polynesien som deres ”legeplads”. Og desværre tilsyneladende lever i deres eget lille ”legeunivers”, hvor de på ingen måde viser respekt for de lokale, og den kultur de besøger. Det drejer sig først og fremmest om at have det sjovt, i sit eget fællesskab, uden hensyn til omgivelserne. Jeg kender til flere danske langtursbåde, som endte med at pille Dannebrog ned, mens de sejlede i Polynesien, for ikke at blive slået i hartkorn med de danske partybåde.

Ifølge rapporterne drejer det sig om, at de unge mennesker dykker, snorkler og leger med forskelligt vandlegetøj i dagtimerne. Og om aftenen og natten festes der igennem, mens dykkerkompressorerne kører på fuld kraft. - Når man går i land hilser man ikke høfligt på de lokale (som man traditionelt gør, og går meget op i). Ligesom man ikke respekterer de lokale regler omkring anstændig påklædning, når man f.eks. går i de små lokale butikker og lignende. - Det er f.eks. ikke OK at gå rundt på hovedgaden kun iklædt mini bikini. Det hører til på stranden og i vandet! Når der kommer den slags både ind til nogle af de små samfund, fylder det rigtig meget for de lokale. Fælles for dem alle er, at der vajer et Dannebrog på hækken. Og når de samme både, og mange af samme slags, bliver ved med at komme tilbage år efter år, i én uendelighed, bliver det tilsidst for meget af det gode.

Amerikanerne fortæller om de seneste 4 steder på Marquesas og Tuamotu, de havde besøgt. Og alle fire steder hørte de lokale klager over ”Les Danois”- danskerne, som man var godt trætte af. De lokale beretter om de samme både, som i årevis er kommet på de gode dykkersteder, med ny besætning ca. en gang om måneden. Og at opførslen fra disse besætninger er både arrogant og respektløs. - Alle er godt klar over, at der er tale om en slags skjult charter, som myndighederne indtil videre ikke har haft fokus på.

Én ting er, at mængden af danske ”ungdoms-både” i Fransk Polynesien har nået mere end mætningspunktet. Men deres opførsel ødelægger fremtidige besøg af langturssejlere i et af Verdens smukkeste tropeområder. - Ikke blot for danske, men også udenlandske langturssejlere.

FTLF ”opfandt” i sin tid gasteformidling til danske langturssejlere, hvor medlemmer sejler med medlemmer. Og har gennem årene meget aktivt udviklet et sikkert system, hvor både skipper og gast forberedes til gastesejlads under rimelige forhold for alle parter. Det har fungeret rigtig godt gennem alle årene, til alles tilfredshed. Og vi har haft tusindvis af glade gaster afsted på medlemmers både. Gasteformidlingen er et gratis tilbud til foreningens medlemmer.

Desværre har vi de seneste år oplevet et veritabelt boom af danske skippere, udenfor FTLF, som har gjort gastesejlads til en indbringende forretningsmodel og levevej, - vi kan kalde dem ”levebrødsskippere”. Der er tilsyneladende et umætteligt marked for gastesejlads i Troperne. Og rigtig gode penge i det, hvis man hæver priserne, og fylder båden op til bristepunktet. Så der er opstået en hel flåde af 45+ fods både, som driver intensiv gastesejlads med 8-10 gaster ombord ad gangen. De opkræver væsentlig højere køjepenge end FTLF's anbefalinger, og ingen ved, om der er styr på sikkerheden ombord. Der er lagt vægt på fest, farver og oftest dykkeroplevelser, og klientellet er udelukkende unge mennesker først i tyverne. Gasterne findes på digitale platforme som Facebook, Instagram og egne hjemmesider, - oftest sat meget flot og professionelt op. Mange af skipperne er purunge mennesker, hvis vigtigste kvalifikation er, at de selv har sejlet med som gast i nogle måneder.

Fransk Polynesien er et fantastisk dykkerområde, og der er mange smukke øer og atoller, der er værd at besøge. Det er nemt at komme dertil med fly, og som fransk område har man som dansk båd ingen problemer med at bådene bliver der i lange perioder. Hvilket nok er forklaringen på, at der pludselig er så mange danske ”levebrødsbåde” der bliver hængende. - I mine øjne er der ikke længere tale om langtursbåde, men deciderede charterforretninger, som kører under myndighedernes radar. Der er tale om en større millionomsætning på årsbasis, for flere af de aktører der opererer derude.

Jeg under i dén grad de unge mennesker at få den fantastiske oplevelse det er, at sejle på en båd i det eventyrligt smukke Polynesien. Men hvis ikke skipper og fast besætning sørger for at alle ombord respekterer den lokale kultur, og de indfødte i lokalsamfundet, giver det rigtig mange problemer for de danske og andre langturssejlere, der kommer i deres kølvand. Og det er en rigtig trist udvikling, som der meget gerne skulle sættes en eller anden stopper for. - Hvordan har jeg ikke nogen løsning på, men forhåbentlig er der nogle af aktørerne, der læser dette opråb, og fatter budskabet. Så de kan få strammet op på deres besætningers ageren og opførsel. Og der kan genoprettes respekt om lystfartøjer der sejler med Dannebrog agter.

Kim, formand for FTLF